Indtil nu har jeg udgivet syv romaner på Forlaget Amanda Books. De nyeste er de islandske slægtsromaner: GUDRUN, SØSKENDE, FRIE OG LIGE og FREMTIDEN. Serien starter i 1777 og beskriver fire generationers kamp for at overleve de barske livsvilkår i Vestfjordene frem til slutningen af 1800-tallet, hvor Island for alvor begynder at markere sig som et selvstændigt land med egen forfatning og selvstændig økonomi. Serien er inspireret af min egen slægts historie, som jeg har kunnet følge langt tilbage i tiden. Den sidste af romanerne, FREMTIDEN udkom den 23. november 2023.
Før jeg begyndte på slægtsromanerne, havde jeg skrevet KASTEBOLD, der fortæller om en ulykkelig, opsplittet familie, hvor datteren Flora bliver kastebold mellem forældre, som ikke kan forlige sig med hinanden. Historien er inspireret af min egen barndom, og det er nok den af mine romaner, der har været sværest at skrive, fordi hjerteblodet flød gennem siderne under hele processen.
KASTEBOLD har været udstillet hos mange boghandlere, måske fordi forsidebilledet appellerer til folk.
Mine to første romaner – FORVIKLINGER og POLITIKEREN – var psykologiske spændingsromaner eller bløde krimier, som jeg havde stor glæde af at skrive. Tidligere havde jeg kun udgivet faglitteratur, og de digte og noveller, jeg havde skrevet i løbet af min tidligere karriere, nåede ikke længere end til skrivebordsskuffen.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes