GUDRUN tager udgangspunkt i gamle beretninger og historier, som fortæller, at den danske konge i 1777 foretog et mageskifte med en velhavende enke i Reykjafjorden i det nordvestlige Island. Det gav danskerne mulighed for at udvide det saltværk, som de havde etableret på Reykjanes nogle år tidligere.

Kongen kender vi. Christian VII er gået over i historien som en utilregnelig monark, blandt andet på grund af skandalen omkring Struensee. Mindre kendt er det, at Danmark – under inspiration fra Oplysningstidens Europa – satte storstilede industrier i gang i Christian VII's regeringstid. Saltsyderiet på Reykjanes var et af forsøgene på at udvikle Island og øge indtægterne fra dette afsidesliggende danske "amt".

Den velhavende enke hed Gudrun. Men hvad blev der af hende? Hvad betød det for en familie dengang at bryde op og starte forfra på en anden egn? Hvordan klarede de at blive hjemløse?

I romanen følger vi Gudrun og hendes børn i de første år efter det afgørende mageskifte med kongen. Det er en historie om viljen til at overleve i et barsk samfund og i den nådesløse islandske natur.

CITAT fra bogen

”Længst ude på odden står hun mellem himmel og hav, alene i strandkanten, en lille, rank skikkelse der retter sig op mod vinden. Mågernes skrig skærer sig gennem det bedøvende brus fra bølgerne. Ovenover hende er alt gråt, solen anes kun svagt bag skyerne, og små regndråber funkler om kap i hendes hår. Men intet af det bekymrer hende. Hun vifter de mest nærgående fugle væk med den ene hånd og holder fast i sit røde skørt med den anden, mens hun med stolt løftet hoved siger til sig selv at hun nu står på det sted som folk her i Isafjord kalder Verdens Ende, den lille spids land hvor tiden er ophørt, og alt både slutter og begynder igen. Ligesom hendes egen tilværelse. Når hun går videre, er det til et nyt liv.”