KASTEBOLD

Brynja Svane: KASTEBOLD.

Roman. 428 sider. 169 kr.

Udkom 2018. 

ISBN nr. 978-87-995592-5-1

KASTEBOLD er en slægtsroman eller en generationsroman, der spænder over tidsrummet 1948-1995. Den bygger på virkelige hændelser i forfatterens barndom og kredser om temaer som kærlighed, svigt, skyld, skam, identitet og social arv.

KASTEBOLD fortæller en dramatisk historie  om en dysfunktionel familie. I første kapitel møder vi Flora og hendes mor, som er på  ferie i Island og prøver at nå hinanden henover årtiers skam og fortielser. Gradvis afdækkes historien om et ungt par der kom galt fra start, og vi følger deres barn som blev offer for en bitter kamp. 

 

Kort om handlingen: 20-årige islandske Alma føder i 1948 et uønsket barn, som hun døber Flora. Faren til barnet, Holger, dukker senere op og gifter sig med Alma, men parret flytter fra Island til Danmark, hvor han vil gøre karriere som læge. Skænderier og ydre vanskeligheder dræner familien for kræfter, og Flora bliver omdrejningspunktet for problemerne, fordi Holger bider sig fast i tanken om, at han ikke er hendes far. Som en forsvarsløs kastebold sendes hun frem og tilbage mellem bedsteforældrene i Island og forældrene i Danmark. De to verdener bliver som to modsatrettede poler – lyset og mørket.

 

Flora har en naturlig evne til at gribe lykken. Det bliver hendes vigtigste ballast i kampen for at klare sig igennem det uharmoniske samliv med forældrene. Vi følger hende op gennem 1950’erne, hvor familien – som andre lægefamilier dengang – flytter fra sted til sted, alt efter hvor mandens karrieremuligheder viser sig. I 1960’erne begynder Flora at tage fat om sin egen skæbne; hun får mod til at gøre oprør mod Holger og påbegynde sin møjsommelige opbygning af en selvstændig identitet. Da romanen slutter i 1995, står hun ved et nyt vendepunkt.