FORLÆGGER

Sammen med min mand startede jeg i 2012 forlaget Amanda Books. For mit vedkommende var det nærmest af nød. I årene inden var jeg kommet godt i gang med skriveriet, og jeg havde været rundt til de store forlag for at få udgivet min første bog. Jeg fik vældig god hjælp og mange gode råd om både det ene og det andet hos Gyldendal og Politikens Forlag, og det er jeg stadig dybt taknemmelig for. Men til min store sorg ville ingen af dem udgive min bog, medmindre den blev skrevet helt om, og så begyndte jeg at tælle årene. Hvor gammel var jeg? Hvor mange år kunne jeg vente på at få min første bog udgivet? Resultatet blev at vi hoppede ud i det med begge ben – uden at vide ret meget om hvad det indebar. 


Siden er vi begge to blevet en hel del klogere, og vi er blevet bidt af arbejdet med at udgive bøger, så vi nu også udgiver andre forfattere. Det kan du læse mere om på forlagets hjemmeside www.amandabooks.dk.